Ny alliance af Microsoftpartnere baner vejen for innovation og sikkerhed gennem dansk datacenter
Microsoft Danmark lancerer i dag en ny “Cloud Region Anchor Partner Alliance”. Et strategisk samarbejde, der sætter partnerøkosystemet i centrum for udviklingen af den nye danske datacenterregion, Denmark East. Formålet er at udvide danske offentlige og private organisationers adgang til sikre, bæredygtige og lokalt forankrede cloud-løsninger. Med datalagring på dansk grund og sikkerhed i verdensklasse skaber alliancen fundamentet for en fremtidssikret dansk digital infrastruktur.
Siden virksomheden kom til Danmark i 1989, har Microsoft investeret i at opbygge et stærkt partnernetværk, som nu tæller over 4.000 danske virksomheder. Med lanceringen af den nye alliance styrker Microsoft sin tilstedeværelse i Danmark yderligere – med et klart fokus på at hjælpe både erhvervsliv og myndigheder med at realisere det fulde potentiale i cloud-teknologi. Kombinationen af verdensførende teknologi og lokal ekspertise skal fremme innovationen, skabe vækst og styrke Danmarks digitale suverænitet.
Alliancen dannes som et afgørende led i etableringen af Denmark East, som består af tre datacentre beliggende i Roskilde, Køge og Høje Taastrup. Hvert datacenter er uafhængigt forsynet med strøm og netværksforbindelser, hvilket styrker sikkerheden og sikrer høj dataresiliens.
Microsofts danske datacenterregion bidrager til en bæredygtig og digitalt stærk fremtid ved at tilbyde:
- Lokal opbevaring af data i overensstemmelse med danske og europæiske regler.
- Moderne cloudløsninger, der styrker innovationen, sikkerheden og konkurrenceevnen i både den private og offentlige sektor.
- Grøn digital infrastruktur, der drives på 100 % vedvarende energi, genbruger overskudsvarmen, hvor det er muligt og understøtter en energieffektiv digitalisering af Danmark.
Som én af verdens største bidragsydere til open source-samfund globalt – og med over halvdelen af alle systemer i Azure og 60% af CPU-kerner baseret på open source – fremmer Microsoft en åben og teknologisk inkluderende cloudinfrastruktur.
De lokale datacentre i Danmark muliggør en tæt integration mellem Azure og eksisterende on-premises systemer – en afgørende fordel for organisationer, der moderniserer ældre IT-infrastruktur og ønsker at bevare en hybrid opsætning. Med den nye datacenterregion kan selv særligt følsomme data flyttes sikkert til Microsoft Cloud, hvilket styrker innovationen og sikrer, at lovgivningen overholdes.
Organisationer kan dermed transformere i deres eget tempo – uden at gå på kompromis med stabilitet, sikkerhed eller ydeevne. Det skaber en fleksibel og skalerbar ramme for digital udvikling, hvor både små og store aktører kan tage del i rejsen, uanset hvor langt de er i deres teknologiske transformation.
Microsoft har et erklæret mål om at øge datacenterkapaciteten i Europa med 40 procent over de næste to år. Dette vil mere end fordoble Microsofts datacenterkapacitet i Europa mellem 2023 og 2027, hvilket resulterer i cloud-operationer i mere end 200 datacentre på tværs af kontinentet.
Om annonceringen af Cloud Region Anchor Partner Alliance udtaler Mette Kaagaard, Administrerende Direktør for Microsoft Danmark og Island:
”Lanceringen afvores danske datacentre markerer et vigtigt skridt i Microsofts ambition om at understøtte Danmarks digitale udvikling. Med lokal databehandling og høj datasikkerhed skaber vi nye muligheder for både den offentlige og private sektor – og vi gør det med respekt for danske værdier som gennemsigtighed, ansvarlighed og bæredygtighed. Det handler ikke kun om teknologi, men om at styrke samfundets evne til at innovere, skabe arbejdspladser og sikre digital suverænitet. Derfor er det også helt centralt, at vi har stærke partnere med om bord. Partnere har altid været kernen i Microsofts strategi, og med åbningen af en dansk datacenterregion spiller de en afgørende rolle i at accelerere Danmarks digitale fremtid”.
Om de syv Anchor Partners
Aeven er en dansk IT-virksomhed, der leverer innovative digitale løsninger, stabil og sikker IT-drift til både private og offentlige virksomheder i Danmark. I en verden i konstant forandring hjælper Aeven kunder med at opnå digital succes gennem adaptive digitale løsninger, der dækker alt fra kritisk IT-infrastruktur og cloud til cybersecurity og SAP-implementering. Aeven har hovedkvarter i Ballerup og datacentre i Storkøbenhavn, og beskæftiger mere end 2.000 medarbejdere i Danmark, Tjekkiet, Filippinerne og Ungarn.
”Microsofts løsninger er dybt integreret i mange danske virksomheder og offentlige institutioner. Vi er med i Anchor Partner Alliancen for at bidrage til, at de data, som anvendes og genereres i Microsofts produkter, altid kan tilgås sikkert på dansk grund. I Aeven har vi altid været fortalere for hybride løsninger, og vi vil gennem partnerskabet hjælpe til med at sikre, at danske virksomheder og myndigheder placerer deres digitale infrastruktur der, hvor den er mest sikker og stabil.”
– Henrik Bjørn Rasmussen, Chief Commercial Officer I Aeven
ATEA er en førende it-virksomhed med over 8.000 medarbejdere i Norden og Baltikum, der leverer alt fra hardware og software til konsulentydelser, skræddersyede løsninger og rådgivning inden for design, implementering og drift af komplekse it-miljøer. Med en central rolle i den digitale udvikling på tværs af både private virksomheder og offentlige organisationer bidrager Atea til digitaliseringen af samfundets bærende funktioner – på tværs af sektorer, brancher og geografi. Atea er noteret på Oslo Børs.
”Det har aldrig været vigtigere for danske organisationer og virksomheder at overveje, hvordan deres datacenterstrategi bedst understøtter forretningen. Hos Atea er vi stolte over at være blandt Microsofts strategiske partnere og kunne tilbyde vores kunder muligheden for datalagring på dansk jord via den nye datacenterregion på Sjælland. Det danske set-up bliver en vigtig brik i vores i forvejen brede portefølje af datacenterløsninger, der skal sikre vores kunder fleksibilitet, robusthed og skalérbarhed.”
– Henrik Kasbani, SVP for Software & Services, Atea
Fellowmind er en førende partner inden for digital transformation og cloud-tjenester, der samarbejder med Microsoft for at fremskynde Danmarks digitale udvikling. Fellowmind bringer omfattende ekspertise inden for Microsofts økosystem og har en stærk tilstedeværelse både i Danmark og Europa. Fellowminds rolle i projektet inkluderer at levere strategisk rådgivning og implementering af cloud-løsninger, der hjælper danske virksomheder med at optimere deres digitale processer. Fellowmind vil sikre, at cloud-tjenesterne overholder strenge krav til datasikkerhed og beskyttelse af personlige oplysninger. Fellowmind leverer innovative løsninger, der udnytter Microsofts cloud-teknologier til at skabe værdi og bæredygtig vækst for danske organisationer.
“Det er en stor anerkendelse at være en del af Microsofts Cloud Region-initiativ i Danmark. Det bekræfter vores position som en betroet rådgiver og leverandør af forretningskritiske løsninger baseret på Microsoft-teknologier. Vi ser frem til at bidrage aktivt til Danmarks digitale fremtid med vores brancheerfaring og dedikerede fokus på at skabe reel forretningsværdi.”
– Mikkel Aude, Executive Director hos Fellowmind.
itm8 er i dag en af Nordeuropas førende it-huse med fokus på at understøtte små og mellemstore virksomheder i alle faser af den digitale rejse. Med over 1.700 medarbejdere og mere end 20 kontorer på tværs af fire lande dækker itm8 hele it-paletten og tilbyder et omfattende udvalg af ydelser inden for it-drift, cloud services, digital transformation, application services, ERP og cyber security. Som en af Danmarks største Microsoft Solutions Partners samarbejder itm8 desuden tæt med Microsoft om at gøre moderne teknologi og cybersikkerhed tilgængelig for alle. Og med mere end 15 års erfaring i at rådgive kunder i it-sikkerhed, har itm8 i dag et af Nordeuropas bedst certificerede Incident Response-teams.
”Vi er stolte af, at Microsoft har valgt os som partner. At en så stor og anerkendt virksomhed peger på os, er et resultat af vores mangeårige arbejde med SMV’er over hele landet, og de flotte resultater vi har leveret. For os er samarbejdet et stort skridt mod vores målsætning om at kunne levere det ideelle setup til enhver virksomhed,”
– Frank Vium, CEO i itm8
Kyndryl er en førende udbyder af erhvervsrettede teknologiservices og tilbyder rådgivning, implementering og driftsservice til tusindvis af kunder i mere end 60 lande. Som verdens største udbyder af services inden for IT-infrastruktur designer, bygger, administrerer og moderniserer Kyndryl komplekse informationssystemer, som verden er afhængig af hver eneste dag.
“Azure-regionen i Danmark bliver central for Kyndryls nordiske kunder. Den leverer AI- og cloud-tjenester og muliggør vækst, modernisering og innovation ved at behandle danske data i Danmark. Ved at kombinere Azure-teknologi med Kyndryls ekspertise i forretningstransformation fremskynder vi en grønnere, mere digitalt og AI-effektiv samt konkurrencedygtig fremtid for Danmark og Norden. Vores udvidede samarbejde om at levere AI-drevne, adaptive cloud-tjenester – som netop er offentliggjort – er et bevis på de stærke resultater, der opnås gennem det fælles engagement mellem Kyndryl og Microsoft,”
– Beda Grahn, Managing director for Kyndryl Norden og Baltikum
TCS har igennem mere end 30 år haft en stærk tilstedeværelse og platform i Danmark samt det øvrige Norden. I øjeblikket understøtter over 20.000 TCS-medarbejdere førende virksomheder i Norden og driver digital transformation for nogle af regionens største multinationale selskaber inden for sektorer som finans, forsikring, telekommunikation, hi-tech, transport & logistik samt offentlig sektor. TCS er blevet rangeret som nummer 1 for kundetilfredshed i Danmark, ifølge 2025 Nordic IT Sourcing Study af Whitelane Research. Derudover er TCS også blevet anerkendt som en Top Employer i Danmark af Top Employers Institute.
“Med denne datacenterregion leverer TCS og Microsoft cloud services ved at kombinere teknologi i verdensklasse med lokal datalagring, regulatorisk compliance og højeste niveau af sikkerhed. Det afspejler vores fælles engagement i at hjælpe danske organisationer med at udnytte cloudens fulde potentiale, samtidig med at, der er fuld datasuverænitet og driftsikkerhed,”
– Vikram Sharma, Country Head, TCS Denmark.
twoday hjælper organisationer med datadrevet transformation i Nordeuropa med en voksende tilstedeværelse globalt. Deres team på ca. 3.000 eksperter giver organisationer mulighed for at udnytte mulighederne fra data, AI og moderne teknologier til at skabe værdifulde resultater for deres forretning. De specialiserer sig i at levere skræddersyede løsninger, der forbedrer kundernes evne til at udnytte data og teknologi til innovation og vækst. Med dyb ekspertise inden for Data & AI, Software Engineering, Digital Experiences og Business Applications samarbejder de med de førende private og offentlige organisationer i hele Norden og Litauen.
”Vi er meget stolte og glade for at blive udvalgt som anchor partner i forbindelse med lanceringen af Microsofts nye datacenterregion i Danmark – en milepæl, der markerer en ny æra for cloud-infrastruktur og datasuverænitet i dansk erhvervsliv. At vi i twoday er blevet betroet rollen med at hjælpe nogle af Danmarks største virksomheder med deres cloudrejse, er en stærk anerkendelse af vores dybe ekspertise i Microsofts teknologier og mine kollegaers evner til at skabe reel forretningsværdi for kunderne – og det gør mig utrolig stolt.”
– Lars Berthelsen, der er adm. direktør for twoday i Danmark.